I 1980'erne, med nedgangen af postmodernismens bølge, begyndte den såkaldte dekonstruktionsfilosofi, som tillægger individer og dele selv betydning og modarbejder den overordnede enhed, at blive anerkendt og accepteret af nogle teoretikere og designere, og havde en stor indflydelse på designsamfundet i slutningen af århundredet.
Dekonstruktion udviklede sig fra konstruktivismens ord.Dekonstruktion og konstruktivisme har også nogle ligheder i visuelle elementer.Begge forsøger at understrege de strukturelle elementer i design.Konstruktivismen understreger dog strukturens integritet og enhed, og individuelle komponenter tjener den overordnede struktur;Dekonstruktionisme hævder på den anden side, at individuelle komponenter i sig selv er vigtige, så studiet af individet er vigtigere end hele strukturen.
Dekonstruktion er kritik og negation af ortodokse principper og orden.Dekonstruktion ophæver ikke kun konstruktivismen, som er en vigtig del af modernismen, men udfordrer også de klassiske æstetiske principper som harmoni, enhed og perfektion.I denne henseende har dekonstruktion og barokstilen i Italien i vendeperioden i det 16. og 17. århundrede de samme fordele.Barokken er kendetegnet ved at bryde igennem den klassiske kunsts konventioner, såsom højtidelighed, implikation og balance, og at understrege eller overdrive arkitekturens dele.
Udforskningen af dekonstruktion som designstil steg i 1980'erne, men dens oprindelse kan spores tilbage til 1967, da Jacques Derride (1930), en filosof, fremsatte teorien om "dekonstruktion" baseret på kritikken af strukturalismen i lingvistik.Kernen i hans teori er modviljen mod selve strukturen.Han mener, at symbolet i sig selv kan afspejle virkeligheden, og studiet af individet er vigtigere end studiet af den overordnede struktur.I udforskningen mod international stil mener nogle designere, at dekonstruktion er en ny teori med stærk personlighed, som er blevet anvendt på forskellige designområder, især arkitektur.
De repræsentative figurer for dekonstruktivt design omfatter Frank Gehry (1947), Bernard tschumi (1944 -), osv. I 1980'erne blev Qu Mi berømt for en gruppe af dekonstruktive røde rammekonstruktioner i Paris Villette Park.Denne gruppe af rammer er sammensat af uafhængige og uafhængige punkter, linjer og overflader, og dens grundlæggende komponenter er 10m × 10m × 10m kuben er fastgjort med forskellige komponenter til at danne teværelser, se bygninger, rekreationsrum og andre faciliteter, hvilket fuldstændigt bryder begrebet traditionelle haver.
Gary anses for at være dekonstruktionens mest indflydelsesrige arkitekt, især Bilbao Guggenheim-museet i Spanien, som han færdiggjorde i slutningen af 1990'erne.Hans design afspejler negationen af helheden og bekymringen for dele.Gehrys designteknik ser ud til at være at skille hele bygningen ad og derefter samle den igen for at danne en ufuldstændig, endda fragmenteret rummodel.Denne form for fragmentering har frembragt en ny form, som er mere rigelig og mere unik.Til forskel fra andre dekonstruktive arkitekter, der fokuserer på reorganiseringen af rumrammestrukturen, er Garys arkitektur mere tilbøjelig til segmentering og rekonstruktion af blokke.Hans Bilbao Guggenheim-museum er sammensat af flere tykke blokke, der kolliderer med hinanden og flettes sammen og danner et forvrænget og kraftfuldt rum.
Gary anses for at være den mest indflydelsesrige arkitekt inden for dekonstruktion, især Guggenheim-museet i Bilbao, Spanien, som han færdiggjorde i slutningen af 1990'erne.Hans design afspejler negationen af helheden og bekymringen for dele.Gehrys designteknik ser ud til at være at skille hele bygningen ad og derefter samle den igen for at danne en ufuldstændig, endda fragmenteret rummodel.Denne form for fragmentering har frembragt en ny form, som er mere rigelig og mere unik.Til forskel fra andre dekonstruktive arkitekter, der fokuserer på reorganiseringen af rumrammestrukturen, er Garys arkitektur mere tilbøjelig til segmentering og rekonstruktion af blokke.Hans Bilbao Guggenheim-museum er sammensat af flere tykke blokke, der kolliderer med hinanden og flettes sammen og danner et forvrænget og kraftfuldt rum.
Inden for industrielt design har dekonstruktion også en vis indflydelse.Ingo Maurer (1932 -), en tysk designer, designede en pendel ved navn Boca Misseria, som "dekonstruerede" porcelæn til en lampeskærm baseret på slowmotion-filmen fra porcelænseksplosion.
Dekonstruktion er ikke et tilfældigt design.Selvom mange dekonstruktive bygninger synes at være rodede, skal de tage højde for muligheden for strukturelle faktorer og de funktionelle krav til indendørs og udendørs rum.I denne forstand er dekonstruktion blot en anden form for konstruktivisme.
Indlægstid: 29-jan-2023